“Klassisk på Kanten” var  fra 2012 til 2018 en årlig koncertbegivenhed under Bornholms Kulturuge i samarbejde med Bornholms Teater. Koncerterne præsenterede et møde mellem musikere og genrer som ikke normalt ville være at finde på samme scene, så publikum kunne opleve modige og uventede konstellationer. Koncerterne var iscenesat med fuld fokus på musikerne som blev bragt ind i rampelyset og ud af orkestergraven. “Klassisk på Kanten” var kurateret og ledet kunstnerisk af Andrea Pellegrini, som både optrådte og trak i snorene bag scenen.

“Klassisk på Kanten” blev i 2019 afløst af operaen “Carmen på Kajen” udviklet og iscenesat af Andrea Pellegrini specielt til Bornholms Teater og Kulturuge. Forestillingen udspillede sig i det gamle pakhus på Nexø havn og havde Andrea Pellegrini i titelrollen, Magnus Vigilius som Don Jose og Flamenco kunstnere fra Sevilla på scenen.

Læs mere her

Første år (2012) bød på kammermusik med Kroger Kvartetten, året efter stiftede vi bekendtskab med argentinsk tango og Piazzolla Orkestret, 2014 bød på samspil mellem musikere fra Piazzolla orkestret og ensemblet Kottos, der leverede barokmusik på de ”forhåndenværende” instrumenter og i 2015 blev det så til et møde mellem de klassisk uddannede musikere fra Piazzolla Orkestret og 2 verdensstjerner inden for autentisk flamenco – direkte fra Las Tres Mil ved Sevilla i Spanien. I 2016 udfordrede Andrea Pellegrini sit publikum med præsentationen af Trio Zoom og moderne og nykomponeret, klassisk musik. I 2017 fik vi besøg af klangkollektivet We like We for at udforske filmmusikken. I 2018 afsluttede vi serien med besøg fra Duo Walantin-McKenzie, hvor vi udforskede den menneskelige grænse.

På ganske få år fik Klassisk på Kanten fået en stor og trofast tilhænger skare, som kom fra hele landet for at opleve de unikke koncerter.

I fremtiden samarbejdes om større begivenheder til Bornholms Teater – og i andre formater.

 

Klassisk på Kanten blev støttet af Brdr. E., S. & A. Larsens Legat.