DEN SIDSTE TURIST I EUROPA – ARKIV

Oplev en støvet verden af tobak og fortrydelse, håb og granatchok, når tre danske sangerinder genfortæller historien om ‘Den Sidste Turist i Europa’ – og syngende spejler et opbrudt, men håbefuldt Europa med en skatkiste af musikalsk arvegods.

DEN SIDSTE TURIST I EUROPA er et musikalsk festfyrværkeri med musikken fra tiden omkring 2. Verdenskrig. Programmet introduceres af de medvirkende samt en stor gammel B&O radio. Ved hjælp af datidens radioannonceringer, ledes vi musikalsk gennem Danmarks revysange, Tysklands cabaret, Frankrings chanson’er og de allierede landes swing!

Det er sange som ”Man binder os på mund og hånd”, ”We’ll meet again”, ”Bei mir bist du schein”, “Hvorfor er lykken så lunefuld”, “Moonlight Serenade”, “Take it easy boy boy”, ”La vie en rose” og selvfølgelig Lulu Zieglers “Den sidste turist i Europa” i helt nye swingende arrangementer – alle med klangminder fra sangerinder som Edith Piaf, Marlene Dietrich og Vera Lynn, samt hjemlige kunstnere som Lulu Ziegler, Karen Jønsson og Kai Normann Andersen.

Fra en tid med krig, inflation, krise og isolation – til en anden.

En verden af i går – som minder os om en verdenen i dag.

Det hele understøttes af vores orkester, som ikke blot leverer akkompagnementet, men også personlighed og kant. Orkestret er sammensat af landets bedste musikere, til netop dette repertoire!

Showet præmierede i 2020 i Glassalen Tivoli og har siden fyldt teatre og koncertsteder.

 

Koncerten er oprindeligt produceret af Egnsteatret Undergrunden.

 

Koncertfilm af Carl Marrot

Program

Georges Ulmer: Pigalle (1946)
Henrik Blichmann/Mogens Dam: Den sidste Turist i Europa (1948)
Karen Jønsson: Hvorfor er Lykken så lunefuld (1937)
Kai Normann Andersen/Poul Henningsen: Man binder os på mund og hånd (1940)
Leo Mathiesen: Take it easy boy, boy (1940)
Weill/Hauptmann/Brecht: Surabaya Johnny (1929)
Hollaender: Ich weiss nicht zu wem ich gehöre (1931)
Beckmann/Mackeben: Frauen sind keine Engel (1943)
Piaf/Louiguy/Monnot: La vie en rose (1942)
Barbara: Dis quand reviendras tu (1962)
Murena/Colombo: L’indifference (1942)
Jacobs/Sholom: Bei mir bist du schoen (1932)
Brown/Homer: Sentimental Journey (1944)
Glenn Miller: Moonlight Serenade (1939)
Parker/Charles: We’ll meet again (1939)

Alle vokal-arrangementer er af Signe Asmussen og Tuva Semmingsen

 

SIGNE ASMUSSENSiden debutkoncerten fra Det Kongelige Danske Musik-konservatorium i 2001 (uddannet hos Bodil Øland), med anmeldelser, der udråbte hende til ”en sanger med ekstraordinære muligheder” og en ”vokal intimforfører”, har hun – med et gennemsnit på mellem 90-110 koncerter og forestillinger om året – for alvor slået sit navn fast som én af sin generations mest alsidige og karismatiske sangerinder; en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer, med recitals i National Gallery og Wigmore Hall i London, Symphony Hall i Birmingham, The National Galleries i Edinburgh og Concertgebouw i Amsterdam.

Hendes utrættelige indsats for lied’ens udbredelse indbragte hende i 2009 den prestigefyldte Aksel Schiøtz-pris. Hun er tilbagevendende solist med alle landets orkestre og ensembler i 2014 blev belønnet med Dansk Komponistforenings Musikerpris. Signe Asmussen har, udover Aksel Schiøtz prisen og Dansk Komponistforenings Musikerpris, modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Solistforeningen af 1921’s hæderslegat, Sonnings Stipendium, Holstebro Musikpris, Rhein van Hauens Legat, og Tonny Landy og Tove Hyldgaards Legat. Desuden har hun bag sig talrige CD-indspilninger som solist for bl.a. DaCapo og Classico.

ANDREA PELLEGRINI
En af landets mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Opera Akademiet: 2003-2006. Hun har modtaget et hav af priser bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris og Wilhelm Hansen Fondens hæderspris.

I 2015 blev hun Reumert nomineret I kategorien Årets Sanger I DK og samme år optaget i Kraks Blå Bog. Hun debuterede på Det Kgl Teater som Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla I 2006 hvorefter hun både der og på landets øvrige scener har sunget et hav af roller, senest partiet Carmen i Bizets Carmen på Opera Hedeland. Gennem både karriere og studietid har Andrea Pellegrini vist en særlig interesse for de genrebrydende kunstformer og for at bringe den klassiske musiktradition ud over rampen i nye sammenhænge.

I den forbindelse har hun etableret nye musikalske værker i grænselandet mellem genrer, samarbejde med TV2 bandet, stiftet The Piazzolla Orchestra, med hvem hun to gange har gæstet Bergen Festspil I 2013 og 2016.

TUVA SEMMINGSEN
er uddannet fra Norges Musikkhøgskole i Oslo, og Opera-Akademiet i København ved professor Kirsten Buhl Møller.

Tuva debuterede i 1999 på Det Kgl Teater som Cherubino i Figaros Bryllup, og sang samme parti på Teatro Fenice i Venezia 2000. På DKT har hun, som fast medlem af solistensemblet 2000-2016, gjort sig bemærket i blandt andet Julius Cæsar, Barberen i Sevilla, Askepot og Poppeas Kroning. Tuvas kærlighed til barok har ført til samarbejde med bl.a Concerto Copenhagen, Le concert d’Astrée og Les Arts Florissants.

Med Barokksolistene har hun indspillet soundtracket til von Triers film “Antichrist”, og CD’en London Calling, med musik af Händel. Tuva synger jævnligt jazz i små og større formater. Med bigbandet The Orchestra har hun udgivet CD’en “Money”, med velkendte sange i nye arrangementer. Denne sæson byder på operaproduktioner i Zürich og i Malmö, og et knippe koncerter rundtom i Danmark.

 

Orkesterarrangementer er af Nikolaj Bentzon, Peter Fuglsang og Paolo Russo

Vores orkester er vores stolthed!
Det er nøje sammensat af de bedste musikere i landet til netop dette repertoire

Nikolaj Bentzon – Klaver
Med et hav af CD-, node- og værkudgivelser er pianist/komponist/orkesterleder Nikolaj Bentzon et iøjnefaldende og genreblandende musikmenneske med udtalt evne til og ønske om at skabe medrivende og indsigtsgivende musikalske oplevelser for publikum. Støttepillerne står plantet i jazzen, men det musikalske udgangspunkt i faderen Niels Viggo Bentzon og tipoldefaderen J.P.E. Hartmann har kastet alt fra symfoniske produktioner til udgivelse af nye fædrelandssange af sig. Bentzon solo, med trio, med funk band, med big band, med kammerensemble, med vores største vokalsolister m.v. – Bentzon har arvet evnen til at nedbryde genregrænser og kridte den musikalske bane op, så man spidser alle sanser.

Paolo Russo – BandoneónOBS! Afløses af Francesco Cali fra 2022
(se nederst på siden)
Den italienske komponist, pianist og bandoneonist Paolo Russo, fra Pescara, har været bosat i København siden 1996. Han er konservatorieuddannet klassisk og rytmisk pianist og startede i 2001 med at spille bandoneon. Hans klassiske uddannelse som pianist, under vejledning af Rachele Marchegiani i Italien, hans yderligere oplevelser i jazzverdenen på Rytmisk Musikkonservatorium i København samt uddybelsen i tango og bandoneon på de mange (14) rejser til Argentina har sammen givet Paolo hans helt unikke og nytænkende tilgang til bandoneonen. Paolo har yderligere udgivet 17 album som solist og bandleder, og har været en del af mange samarbejder både live og i studie med et utal af internationale kunstnere rundt omkring verden.

Peter Fuglsang – Blæs
Saxofonist, klarinettist, komponist og arrangør. Peter Fuglsang har taget vejen fra klassisk klarinet til jazz-sax. Før tiden i DR Big Band har han bl.a. turneret verden rundt med Tom Waits’ Woyzeck. Peter Fuglsang er en af landets mest alsidige og efterspurgte træblæsere med engagementer inden for næsten alle tænkelige genrer af det danske musikliv. Udover sit virke som jazzmusiker, kan han jævnligt opleves med danske symfoniorkestre, kammerensembler, pop/rockgrupper samt i mere eksperimenterende sammenhænge. Peter spiller lead-altsaxofon i DR Big bandet og medvirker desuden på langt over 100 udgivelser (CD/LP) samt en betragtelig mængde musikproduktioner til film, reklame og teater. Modtager af P2 ́s jazzpris i 2005.

Thommy Andersson – Bas
Har etableret sig med en varm og personlig spillestil fra den svenske folkemusik tradition, og har været en del af projekter med stor genremæssig spændevidde. Han er mest af alt påvirket af folkemusikken, men definerer ikke sig selv som kunstner i forhold til bestemte genrer. Han spiller blandt andet med Pierre Dørge´s New Jungle Orchestra som jævnligt turnerer verden rundt. Foruden hans samarbejder gennem mange år med f.eks. Josefine Cronholm og Lelo Nika, arbejder han mere og mere med sin egen musik og egne projekter. Endvidere arrangerer han musik for symfoniorkestre, Big Bands og Crossover ensembler.

Jakob Weber – Slagtøj
Er uddannet fra solistklassen på DKDM, hvor han selv nu underviser. Anmelderrost Debutkoncert i 2005. Har uropført et hav af værker og har fået tilegnet værker, bl.a. af Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Har spillet med alle landets orkestre, og har vundet faste jobs i først Odense Symfoniorkester i 2009, og senest i DR Symfoniorkestret i 2016, hvor han nu er ansat som Solo Janitchar. Har også arbejdet og boet i Kina i Guangzhou Symfoniorkester. Jakob Weber har turneret i det meste af verden og har, muligvis grundet hans instrument ´slagtøjet´ en stor kærlighed for verdensmusik. Turnéer til Japan, USA, Cuba, Kina, Zimbabwe, Bali, New Zealand og selvfølgelig grundigt rundt i det gamle Europa. Jakob er en meget travl musiker, der både har et virke som solist, som teatermusiker, orkestermusiker og i diverse mindre kammermusik-sammenhænge og bands.

Francesco Cali – afløser Paolo Russo i 2021-2023
Det danske jazzpublikum har i den grad taget den romantiske tone i Francesco Calìs spil til sig. Anmelderne er begejstrede og skriver: “Når man hører Calìs accordion presser tårerne på. Det er så smukt…”, “Calì er ganske enkelt formidabelt spillende…”. Francesco Calì er født og opvokset i Italien, uddannet klassisk pianist og komponist, og har siden 2003 været bosat i København. Han har forstået at kun gennem anerkendelse og assimilation af ens rødder dannes kunstnerens personlighed, og det er lykkedes for Calì, at blande de forskellige genrer til et personligt og europæisk formsprog.

 

 

Pressen skrev:

Vibrerende stemning i Glassalen
Skønne Sangere og musikere i nostalgisk Tivoli-koncert med titlen “Den sidste turist i Europa”.

Af Peter Dürrfeld – Kristeligt Dagblad

Fredag aften kunne man opleve en intensitet, så de mange prismer i den imponerende lysekrone dirrede og klirrede. Omsider kunne der igen bydes på levende musik i Tivoli i hjertet af København. Tre prominente kvindelige sangere – Andrea Pellegrini, Signe Asmussen og Tuva Semmingsen – havde iført sig stadstøjet og præsenterede en lille kavalkade af kendte melodier, som man nynnede med på dengang bedste- eller oldefar var ung. Titlen på den fem kvarter lange show var “Den sidste turist i Europa” (efter en kendt Lulu Ziegler-vise fra 1948), og allerede her var den nostalgiske tone slået an. Et gammelt radioapparat forrest på scenen gav knitrende lydglimt fra tiden omkring Anden Verdenskrig. Vi hørte både alvorsorderne fra den 9. april 1940 om at holde god ro og orden overfor de tyske styrker og det glade befrielsesbudskab fra aftenen den 4. maj 1945: “Her er London…” Det hører med til Historien, at Glassalen var én af de Københavnske bygninger den tyske besættelse af Danmark gik hårdt ud over – i 1944 blev den sprængt i stumper og stykker. Med det in mente gav den subtile PH-vise “Man binder os på mund og hånd” et perspektiv om den angst, der hørte epoken til. Ellers var der ingen bitre minder, men sang og musik serveret med gedigen professionalisme. Det gjaldt i højeste grad også bandet, der, anført af en veloplagt Nikolaj Bentzon på klaver, talte så gode kræfter som Thommy Andersson (bas), Jakob Weber (percussion), Paolo Russo (bandoneon) og Peter Fuglsang (klarinet)…

 

 

Tag Cloud:

By Andrea Pellegrini

Leave a comment